Momento – Carsten Dahl, Toke Møldrup og unge klassiske talenter fra Jacob Gades Legat Talentprogram!
Momento
Momento - Carsten Dahl, Toke Møldrup og unge klassiske talenter fra Jacob Gades Legat Talentprogram!
Improvisation hører i dag mest til i jazzens verden, men hvad sker der, hvis vi genopliver denne tabte kunstform i den klassiske genre?
Det har Schubert Selskabet sat sig for at undersøge, når vi inviterer to af Danmarks førende musikere indenfor hver deres genre, jazzpianisten Carsten Dahl og den klassiske cellist Toke Møldrup, ind i et rum sammen med unge talentfulde klassiske instrumentalister fra Jacob Gades Legat.
Afslutningskoncerten ‘Momento’ bliver kulminationen på en improvisationsworkshop, hvor vi i første del skal opleve de unge talenter blive smidt ud på dybt vand og udfordret på deres måde at arbejde med klassisk musik på!
I anden del af koncerten indtager Toke Møldrup og Carsten Dahl scenen til en improvisation over Schuberts musik, hvor de to musikere lader sig inspirere af komponistens skælvende fraser og sfæriske lys.
Oplev hvordan musikken opstår i øjeblikkets magi. Det kræver et ubesværet, frit vokabularium og kendskab til selve musikkens væsen fra begge musikere, hvor de på en gang bliver komponerende musikere og spillende komponister.
Jacob Gades Legat
Jacob Gades Legat kører et talentprogram, hvis formål er at samle og styrke talentudviklingsarbejdet i Danmark med henblik på at skabe et miljø, som på landsplan kan løfte niveauet og fastholde interessen for at spille klassisk musik i aldersgruppen 12-19 år.
Dette sker bl.a. gennem afholdelse af konkurrencer i hele landet samt deres talentprogram, Her arbejder talenterne med masterclasses og workshops nogle af de dygtigste, internationale musikere og spiller koncerter på professionelt niveau.
I forbindelse med Schubert Selskabets ungesatsning ‘Schubert: Next Generation” har vi et samarbejde med Jacob Gades Legat, hvor vi løbende afholder koncerter og workshops med de fantastiske talenter.
Carsten Dahl
Jazzpianisten og multitalentet Carsten Dahl anses i dag for at være en af de mest innovative og geniale improviserende musikere, til en grad hvor der i 2019 blev lavet en portrætfilm om ham med titlen “Det forbandede talent”.
Med et frit udtryk i jazz-traditionen og et nærmest skræmmende niveau i originalitet og narrativ evne, komponerer han orkesterværker og fungerer som multiinstrumentalist på egne produktioner.
Klaveret spiller dog en central rolle i hans musikalske virke, og med inspiration fra både klassiske pianister som Glenn Gould og jazzpianister som Keith Jarrett, Bill Evans og Bud Powell, er han bl.a. optaget af at kultivere improvisation i ekstreme situationer.
Gennem tiden har han medvirket på mere end 300 CD’er, vundet utallige priser, heriblandt Ben Webster Prisen og flere Danish Music Awards, og modtaget en strøm af lovord fra anmeldere verden over.
Han er desuden professor emeritus ved Det Rytmiske Musikkonservatorium, og har ved siden af solokarrieren ofte gang i adskillige samarbejder, f.eks. med Arild Andersen Trio, Torhild Ostad, Palle Mikkelborg eller nogle af sine mange trio-projekter.
Han har igennem tiden optrådt live såvel som på indspilninger med internationale jazznavne som Didier Lockwood, Eddie Gomez, Dave Liebman og Billy Harper. Udover at være en legendarisk pianist, er han maler, og debuterede i 2020 også som forfatter med digtsamlingen “I mangel af alting”.
Toke Møldrup
Toke Møldrup har en imponerende karriere som solist og kammermusiker. Han har optrådt i prestigefyldte koncertsale verden over, inklusive Weill Recital Hall at Carnegie Hall, Musikverein Wien, og Forbidden City Concert Hall i Beijing. Han har¨desuden været solist med adskillige danske symfoniorkestre og er en fast gæst ved betydelige musikfestivaler som Bergen Festspillene og Monte-Carlo Spring Arts Festival.
Hans indspilninger omfatter anmelderroste versioner af Bachs suiter for solocello og værker af Beethoven og Brahms sammen med anerkendte pianister som Katrine Gislinge. Møldrup har også indspillet moderne værker som Geoffrey Gordons cellokoncerter og er dedikeret til at fremme samtidsmusik gennem samarbejder med nutidige komponister.
Møldrup har modtaget flere prestigefyldte legater og priser, herunder Dronning Ingrids Hæderslegat og Augustinus Fondens Jubilæumsbevilling.
Han er også aktiv som underviser og giver masterclasses på prominente musikkonservatorier globalt.
Han har været solocellist i Copenhagen Phil og er nu adjunkt ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.Han er grundlægger af Svanekegaarden International Cello Masterclass og spiller på en sjælden David Tecchler cello fra 1697, udlånt af Augustinus Fonden.
Du kan også møde Toke Møldrup når han under Schubertiaden løber Bach Maraton – løb med, når han spiller Bachs 6 suiter for solo cello – en sats efter hver kilometer!
Del denne nyhed med andre:
Schubertiaden 2024 er støttet af:
Stort tak til følgende fonde for at mulligøre årets festival og Schubert Selskabets initiativer!
Klassisk2Go / Bach Maraton er særligt støttet af:
Øernes Kunstfond, Nordea Fonden – liv i det lokale og Alle Tiders Musikby Puljen.