Skip to content

Schubertiaden 2019

Schubertiaden er Roskildes klassiske Musikfestival.

6. august til 31. august 2019

25 års intense oplevelser

Schubertselskabet blev stiftet i 1994. Det er nu 25 år siden, så vi kan fejre 25 års jubilæum i år.

Igennem årene har de forskellige Schubertiader hver haft deres profil og særpræg og sådan er det også i år, hvor undertitlen er ”Intense oplevelser”.

Roskilde har fået en ”ny” koncertsal, idet Roskilde Gymnasium har flyttet deres bibliotek og de mange boghylder og dermed frigjort den gamle sal, som også tidligere er blevet brugt til musik.

Den har en fin akustik og den rigtige størrelse og den ligger midt i Roskilde med gode adgangsforhold.

Så derfor har Schubertselskabet i år henlagt Schubertiaden til denne sal og vi forlader også dermed den ellers meget pittoreske Sankt Ibs Kirke, som har rummet mange flotte sommermusik oplevelser i de seneste tre år.

Vi skal dog også udendørs og forhåbentlig nyde det danske sensommervejr.
To gange er vi i Roskilde Kloster, først med den traditionsfyldte koncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og senere i Schubertiaden med en aftenkoncert med de unge operatalenter, som i år møder op med en temakoncert:
En Undersøgelse af Kærligheden.
Og så har vi i øvrigt som altid fokus på talent – i år med præsentation af årets talent, cellisten Jonathan Algot Swensen – et dansk supertalent, der vinder alle de konkurrencer, han deltager i og som vi er meget stolte af at kunne præsentere i Roskilde.

Meget markant bliver det i årets Schubertiade, at vi har en gennemgående kunstner: pianisten Katrine Gislinge, som vi møder ved tre meget forskellige koncerter.

Sammen med sin klavertrio, Den danske Klaver Trio, åbner Katrine Gislinge kammermusikdelen af Schubertiaden med trioer af Schubert og Lange Müller, hun spiller en Mozart klaverkoncert sammen med DUEN i Hellig Kors Kirke i Jyllinge og endelig afslutter hun Schubertiaden 2019 med en solokoncert med et program med to af de mest kendte Beethoven klaver sonater – Måneskinssonaten og Apassionata og herudover musik af Schubert og Bent Sørensen.

Så det bliver igen nogle travle dage for musikentusiaster i Roskilde – men vi plejer at ’klare den’ sammen.
Og vi glæder os.

Tirsdag 6. august

Roskilde Kloster – kl. 18.30:
Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

Program:
Marcher og promenademusik af Schubert og samtidige komponister.
Dirigent Alexander Hanson.

Den Kongelige Livgardes Musikkorps er et moderne musikkorps med rødder i enevælden, oprettet i 1658 af Danmarks første enevældige konge, Frederik III.

Den Kongelige Livgardes Musikkorps’ fornemste opgave er at levere musik til Kongehuset: musik ved vagtskifter på majestætens residens, taffelmusik på slottene, musik ved statsbesøg og modtagelser.

Musikkorpset er populært sagt Kongehusets husorkester. Og det er naturligvis derfra, de fleste af os kender dem. Og måske ikke mindst fra deres tilstedeværelse i det københavnske bybillede, når de marcherer fra Rosenborg Slotsplads til Amalienborg Slotsplads og tilbage igen – som regel ’med fuld musik’.

Derudover har Musikkorpset en landsdækkende offentlig koncertvirksomhed og har flere gange været i udlandet for at profilere Danmark. Ud over at spille godt, ser de jo flotte ud. Og udover marchmusikken består repertoiret af både klassisk og rytmisk musik.

Ved koncerten her på Schubertiaden byder programmet, som det plejer, på komponister fra Schuberts tid – en festlig blanding af blæserserenader, marcher og arrangementer af de musikstykker, som vi alle kender så godt.

Det er gedigen musik, beregnet til at blive spillet i fri luft. Roskilde Kloster danner som altid en både festlig og flot ramme om koncerten.

 

Lørdag 17. august:

Roskilde Gymnasiums Sal – kl. 19.30:
Den Danske Klavertrio.

Program:
Schubert: Klavertrio Es-dur.
Lange Müller: Klavertrio.

Medvirkende:
Den Danske Klavertrio.

”En klavertrio er en gruppe, der mere end noget andet kan bestå af tre solister,” mener Katrine Gislinge. ”Strygekvartetter får et mere symbiotisk forhold; de skal øve meget med intonationen. Det er skønt at høre et sindssygt sammenspillet ensemble, men i klavertrioen mødes tre forskellige verdener, og nogle gange fornemmer jeg, at Lars og Toke sidder dér som to kamphaner, fordi de skal spille op mod hinanden, selvfølgelig sammen, men også imod.”

Især klaverets tilstedeværelse ”det skal helst lyde som et orkester,” siger Toke Møldrup – gør, at musikerne i en trio skal opføre sig som solister. Trioen mødes i blokke på tre måneder og er derefter væk fra hinanden et par måneder, så samarbejdet kører på projektbasis, hvilket kan lade sig gøre, fordi de efterstræber dette solistiske udtryk som forbilledet: legenderne Heifetz, Pjatigorskij og Rubinstein.

Og øvelokalet er ikke nødvendigvis det bedste sted at udvikle idéer: ”Vi bliver meget tændt af koncertsituationen,” fortæller Katrine Gislingeog og fortsætter: ”Vi kan godt få gode idéer under prøven, men til koncerten er ørene på stilke.”.

Lørdag 24. august

Roskilde Gymnasiums Sal – kl. 19.30:
Wiener Kammersymphonie.

Program:
Franz Schubert: Ouverture D 8.
Gustav Mahler: 1. Sats fra 1. symfoni.
Stefan Pelzl: Portrait in 3 Farben.
Johannes Brahms: Liebeslieder Walzer.
Hans Gál: 5 Intermezzi op. 10.

Medvirkende:
Wiener Kammersymphonie (Strygekvintet).

Kammerensembler opstår når en gruppe musikere finder ud af, at de har fælles mål og at ’de kan’ sammen. Og som regel spiller geografien også en rolle – det er lettere når man kan prøve regelmæssigt, selvom det ikke altid er det afgørende.

Wiener Kammersymphonie er et kammerensemble – en strygekvintet med fem strygere og en kontrabas som det dybeste instrument – der netop opstod ved et møde mellem 5 topmusikere, der til daglig spiller i Wien.

Alle musikere, der har befundet sig i Wien i en periode fortæller om, at der er en særlig stemning, en særlig fornemmelse for musikken, dens tempo og dens sprog i Wien – og meget af musikken man spiller, er jo også netop skabt i wiener ’atmosfæren’.

Året var 2006, hvor alle fejrede Mozart og siden er det blevet til utallige koncerter i en bred vifte af lande. Niveauet er højt og programmet er lavet til netop Schubertiaden i Roskilde. Schubert, Mahler og Brahms tegner den ’almindelige’ wienerklassiske linje. Startende med en ouverture af Schubert efterfulgt af Mahlers eget arrangement af første satsen af hans 1. symfoni.

I Schubertiaden kan man høre Brahms’ Liebeslieder walzer for fire sangere og to pianister, men disse valse blev så populære i Brahms’ tid, at Brahms også arrangerede dem for strygere – og nogle af disse spilles her.

Stefan Pelz (f. 1955) og Hans Gál er to for os relativt ukendte østrigske komponister. Stefan Pelzl er født i Wien, men har sine rødder i jazz musikken – som han også bringer ind i sin musik som komponist.

Wiener Kammersymphonie og Pelzl har arbejdet sammen om flere projekter og indspillet sammen. Hans Gál (1890 – 1987) tilhører generationen før og var dybt forankret i den mere traditionelle wiener tradition – og han blev på det tonale grundlag – på trods af de mange udviklinger og ismer i netop hans livstid.

Onsdag 21. august:

Roskilde Gymnasiums Sal – kl. 19.30:
Fire Sangere & to pianister.

Program:
Brahms: Liebeslieder.
Walzer Schumann: Duetter.
Schubert: Musik for fire hænder.

Medvirkende:
De fire sangere:
Nina Bols Lundgren/Sopran
Kristina Wallin/Alt
David Danholt/Tenor
Teit Kanstrup/Baryton
De to pianister:
Charlotte Thaning/Pianist
Jacob Beck/Pianist

Johannes Brahms komponerede de to kvartetopusnumre til tekster hentet fra den tyske filosof og forfatter, Georg Friedrich Daumers såkaldte verdenspoetiske sangbog ”Polydora” med folke- og kærlighedssange.

Det blev til hans Liebes Lieder Walzer. Brahms er her yderst inspireret af sin store forgænger og mester udi lied-kunsten, Franz Schubert. Men der er også hints til ”Valsekongen” Johann Strauss, hvilket til dels medførte værkets store popularitet i samtiden.

Meget af den musik vi i dag hører på koncerter er komponeret til et bestemt kammermusikensemble – og derfor hører vi ofte koncerter med f.eks. en klavertrio, en strygekvartet o.s.v.

Musik, som ikke passer ind i denne ’model’ har det ofte sværere – fordi vi skal være lidt ’heldige’, hvis nogen finder sammen om at opføre det.

Ved denne koncert medvirker fire af Danmarks bedste sangere, der alle beskæftiger sig med den ædle liedkunst og værker med kammermusikalsk karakter. Dertil kommer så to af landets dygtigste akkompagnatører ved flyglet. Så hvis man kan li’ musik i tre fjerdedels takt med smægtende soli, -duetter og kvartetter, er dette den ultimative mulighed.

Det menes, at Johannes Brahms skrev Liebeslieder Walzer motiveret af hans frustrerede kærlighed til Schumanns kone, Clara Schumann. Lad os derfor lade de to rivaler mødes i al mindelighed og hylde kærlighedens væsen.
Så musikken er af Brahms, Schumann – og Schubert.

Søndag 25. august:

Roskilde Gymnasiums Sal – kl. 19.30:
Årets talent: Jonathan Algot Swensen.

Program:
G. Faure: Elegie.
C. Debussy: Cellosonate.
O. Messiaen: Cellosatsen fra ‘Kvartet til tidens ende’.

C. Franck: Sonate for cello og klaver.

Medvirkende:
Årets talent:
cellisten Jonathan Algot Swensen og pianisten Elias Holm.

Jonathan Algot Swensen er dette års 1. plads vinder af den armeniske Khachaturian Internationale Cello Konkurrence.

Han stammer fra Gentofte og begyndte at spille cello som 7-årig. Jonathan har stået på scenen i en lang række kammermusiksammenhænge, ligesom han blandt andet vandt Léonie Sonning Talent Prisen 2017, Den Danske Strygerkonkurrence 2016, P2 Talent Prisen in 2016, Øresunds Solist 2015 og fik en andenplads i DRs ’Spil for livet’-konkurrence i 2011.

”Jonathan er et af tidens største instrumental-talenter, der kan få celloen til at synge som få. Udover et – for sin alder – uhørt højt teknisk niveau og en stor original musikalitet, har han en umiddelbar smittende fremtoning, når han giver sig hen til musikken og tryllebinder sit publikum.”

En af dommerne, professor og cellist Henrik Brendstrup, underviste for nogle år siden Jonathan Algot Swensen på sommerkurser og han fortalte, da han motiverede guldmedaljen, at den dengang 15-årige cellist frygtløst altid ville spille de sværeste og vildeste stykker.

Samme stil havde han på fodboldbanen, hvor han var en frygtløs målmand, som aldrig dukkede sig for en hård bold. Det var Berlingskes klassiske musikanmelder Søren Schauser, som overrakte talentpræmien, som er på 10.000 kroner.

Man kan ikke sige, du har dit talent fra fremmede: Din mor er en af vores bedste på violin. Din far spiller violin og dirigerer. Og alligevel kan du noget, der er helt dit eget, sagde Søren Schauser. – Din klang på celloen er kontant og usentimental, men man får lyst til at græde, når man hører den. Og jeg kan virkelig godt lide dit arbejde med buen: Du graver dig godt ned i strengene og lader ligesom celloen synge igennem, sagde Søren Schauser.

Tirsdag 27. august:

Hellig Kors Kirke i Jyllinge – kl.  19.30:
DUEN og Gislinge.

Program:
Beethoven: Symfoni nr. 1.
W.A Mozart: Klaverkoncert nr. 12.

Medvirkende DUEN Dirigeret af Morten Ryelund.
Solist: pianisten Katrine Gislinge.

Strygerensemblet DUEN er et ’ungdomslandshold’ for unge strygertalenter i Danmark. Siden ensemblet blev dannet i 2004, har DUEN givet mere end hundrede koncerter i både ind- og udland og har arbejdet aktivt med at udbrede og formidle klassisk musik, især for andre unge.

Både på Roskilde Festival og Københavns elektroniske festival Strøm har DUEN markeret sig og inspreret nye publikumsgrupper til at lytte til klassiske toner.

Tilbage i 2013 optrådte DUEN for første gang på Schubertiaden ved en koncert i Roskilde Domkirke. Det blev en stor succes og ensemblet har siden været en fast gæst på Schubertiaden. DUEN består normalt af ca. 25 unge, talent[1]fulde strygere, hvoraf de fleste er studerende på landets musikkonservatorier.

Dirigenten Morten Ryelund er Det danske Ungdomsensembles kunstneriske leder og faste dirigent og har siden oprettel[1]sen i 2004 været drivkraften bag en[1]semblet. Han debuterede som dirigent med Sønderjyllands Symfoniorkester i 1996 og har siden arbejdet med talrige orkestre og ensembler i Danmark og Norden i øvrigt.

Programmet er wienerklassisk plus noget, som er blevet er særkende for orkestret – nogle overraskelser, som ligesom ’opstår’ på koncerten. Det vi ved er, at de åbner med Beethovens første symfoni – som er en typisk frisk og lys wienerklassisk symfoni. Vi hører den faktisk ikke så tit – fordi der jo kom nogle lidt ’tungere’ symfonier senere.

Men det er en oplevelse at høre Beethovens første hver gang.

Pianisten Katrine Gislinge, som jo er gennemgående kunstner i Schubertiaden 2019, er her solist i Mozarts klaverkoncert nr. 12, som hun også har indspillet på CD.

Og med sig har hun en kadence skrevet af vores store nu[1]tidige komponist Bent Sørensen, som jo kender hende og hendes spillestil særdeles godt, for de lever sammen.

Fredag 30. august:

Roskilde Klosters gård – kl. 19.30:
Opera på klostret.

Program:
En Undersøgelse af Kærligheden.
Medvirkende:
Sangelever fra Frederiksberg MGK.

Traditionen tro afholder vi en operakoncert med sangertalenter fra vokal holdene på Frederiksberg MGK (musikalsk grundkursus) linjer. Men i år bliver det en aftenkoncert i Roskilde Klosters gård.

Koncertens gennemgående tema er meget operaegnet. En Undersøgelse af Kærligheden. Frederiksberg MGK har under instruktør Freja Friberg Lyme og pianist Peter Møllerhøj sammensat et potpourri af nogle af opera[1]historiens bedste perler med henblik på at undersøge kærligheden.

På en rejse gennem hele følelsesregistret følger vi videnskabsmændene i deres søgen efter svar på livets rosenrøde mysterium.

Lørdag 31. august

Roskilde Gymnasiums Sal – kl. 19.30:
Katrine Gislinge solo.

Program:
Ludwig van Beethoven: Måneskinssonaten.
Schubert: Impromtus op.90.
Bent Sørensen: Klaverstykker.
Ludwig van Beethoven: Klaversonaten Appasionata.

Medvirkende:
Katrine Gislinge, soloklaver.

Igennem de sidste tre årtier har Katrine Gislinge etableret sig som én af Skandinaviens førende og mest markante pianister og med sin formidable udtryksvilje og exceptionelle indlevelse i musikken, placerer hun sig som én af de absolut mest markante og interessante kunstnere i Danmark.

Katrine Gislinges tolkninger er præget af en sitrende følsomhed, hvor hver eneste lille detalje i musikken får stor betydning, men samtidig samler sig i en klar og fremadrettet strøm. I hendes hænder, i hendes musikerskab, formår hun at skabe den fuldendte balance mellem det mest skrøbelige og det mest direkte og når man lytter til hende, går man ind i et musikalsk rum af ”berusende sensualitet” – som en anmelder beskrev det.

Katrine Gislinges repertoire spænder fra Bach til den allernyeste musik, og hun formår på en smuk og fascinerende måde at få sit personlige, følsomme spil til at give farve og ekstra dimensioner til hver eneste af klaverrepertoirets stilperioder.

I afslutningskoncerten foregriber Katrine Gislinge lidt det kommende Beethoven jubelår – 250 året for Beethovens fødsel med de vel nok to mest kendte af Beethovens klaversonater: Måneskinssonaten og Apassionata. Disse omkranser musik af Schubert og Bent Sørensen, et brag af en koncert.

Back To Top