Schubertiaden 2014
Schubertiaden er Roskildes klassiske Musikfestival.
9. august til 14. september 2014 - 20 års jubilæum!
Tyve år er jo ingen alder, men for Schubertselskabet er det alligevel en milepæl.
Det er blevet til mange spændende Schubertiade-oplevelser og rigtig mange gode koncertoplevelser i løbet af disse tyve år, siden Schubertselskabet blev stiftet i 1994.
Man kan jo se i Schubertselskabets vedtægter hvad formålet med det hele er nemlig : at formidle Schuberts musik og klassisk musik i det hele taget ved at arrangere årlige Schubertiader, koncerter og andre aktiviteter, der formidler glæden ved og kendskabet til den klassiske musik… Og det er vel nogenlunde det vi gør.
‘Men måske blev beskrivelsen af vores formål udtrykt endnu mere præcist af én af eleverne fra de to femteklasser i sidste års ’mal en Schubertplakat konkurrence’. Efter at jeg havde snakket lidt om Schubertselskabet, sagde han: ’nu tror jeg, at jeg ved, hvad det er I laver. Schubertselskabet er sådan en slags fanklub for ham der Schubert!!!
Sådan kan man nok ikke skrive i vedtægterne, men faktisk er det jo meget præcist.
Vi mener at Schubert er en fantastisk komponist og at der ligger mange store oplevelser gemt i hele den klassiske musik. Det vil vi gerne dele med mange andre, og derfor arrangerer vi hvert år en stribe koncerttilbud samlet i årets Schubertiade, og godt hjulpet af mange støtter bl.a. Roskilde Kommune, Kulturstyrelsen, flere fonde og vores hovedsponsor Forumadvokater og så naturligvis Schubertselskabets medlemmer og koncert publikummet.
At vi i dag ser musikken og Schubert i et temmelig bredt perspektiv kan blandt andet ses i jubilæumsårets Schubertiade program.
Der er mange ’indgange’ med vidt forskellige oplevelsestilbud.
Man kan kort sagt gå ind i musikken fra mange vinkler.
Vi ses!