Rigtig glædelig jul og godt nytår!
Rigtig glædelig jul og godt nytår!
Hilsen fra Schubert Selskabets formand Frank Birkebæk og billeder med gode minder fra året der gik!
Stort tak til følgende fonde for at mulligøre årets festival og Schubert Selskabets initiativer!
Kære medlemmer og venner af Schubertselskabet
Musik er for utallige mennesker en livsledsager, som farver hverdagen og markerer årets begivenheder.
Julemusikken strømmer i øjeblikket ud af højttalerne og præger koncertstederne, og alle har vi sikkert vores favoritter, som er den afgørende markering af, at nu er det jul.
Schubert er også en del af dette klangbillede.
På Schubertselskabets bestyrelses vegne vil jeg gerne ønske alle vores medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Selskabet går ind i det nye år med tillid til, at musiklivet i almindelighed og Schubertselskabet i særdeleshed må nyde fremgang. Dette ønske gælder hele kulturlivet, for kultur er en vægtskål, der kan være med til at opveje en verden i politisk opbrud og med en usikker fremtid.
Selskabet forlader et år, der har været præget af en fortsat realisering af den proces, som blev igangsat for 4-5 år siden: ønsket om at gøre den klassiske musik tilgængelig for dem, som ikke sædvanligvis søger deres musikalske oplevelser der, og især at introducere klassisk musik for børn og unge.
Vi ønsker tillige at krydse grænserne mellem musikkens genrer og vise den klassiske musiks afgørende placering i musikkens slægtshistorie.
I et spændende samarbejde med ungdomsorkestret DUEN under ledelse af Morten Ryelund har vi nået både skoler og gymnasier. I samarbejde med Jacob Gades Legat, som hjælper og støtter unge talenter, har vi formidlet koncertoplevelser med en utrolig talentfuld skare af unge musikere.
Alt dette sker under ledelse af selskabets generalsekretær, som også har introduceret nye formater, såsom pop-up-koncerter i det offentlige rum, og blandt andet skabte berettiget opmærksomhed med Toke Møldrups originale Bach-maraton under årets Schubertiade.
I det hele taget søger Schubertselskabet samarbejde med musiklivet både uden for og i Roskilde, hvor vi blandt andet har sæde i bestyrelserne for Koncertkapellet og Roskilde Synger.
Det skal også nævnes, at vi samarbejder med Roskilde Kloster om den årlige koncert med Den Kongelige Livgardes Orkester – en begivenhed, som klosteret har gjort til en vigtig Roskilde-tradition med stor betydning for musikken.
Schubertselskabets formidling af den klassiske musik er betinget af økonomisk støtte fra en række fonde og fra Roskilde Kommune, der som bekendt har musikken som en vigtig del af sin profil. For alle de livsnødvendige bidrag i 2024 takker selskabet varmt.
Nu ser vi frem til et nyt år, hvor Schubertselskabet kan formidle Schuberts musik – og den klassiske musik i det hele taget – og gennem både tradition og fornyelse vise, hvor stor betydning musikken har for det gode liv. Og tænk, hvis kultur kunne blive en del af den politiske debat under det kommende kommunalvalg!
Med dette ønske – og ønsket om godt nytår til alle – vil selskabets bestyrelse takke for samarbejde og støtte i 2024. Vi takker selskabets generalsekretær for en forbilledlig indsats og, sidst men ikke mindst, takker vi hjerteligt alle vores medlemmer for året, der er gået.
På bestyrelsens vegne
Frank A. Birkebæk
Præsident