Skip to content

Klangrum besøgte RIA kollektivets Musikstarter Camp i efterårsferien

I forbindelse med Ria kollektivets Musikstarter Camp i efterårsferien lagde Det danske Ungdomsensemble, DUEN vejen forbi for at introducere de unge rytmiske musiktalenter for lyden af klassisk musik gennem formatet KLANGRUM.

KLANGRUM er kortere sessions/lytteoplevelser hvor musikken er udvalgt til at have en særlig meditativ funktion.

De unge blev opfordret til at ligge ned på yogamåtter eller på anden måde gøre sig det behageligt og være fysisk i ro, så de fik en oplevelse af at gå ind i et meditativt rum, guidet af DUENs dirigent.

KLANGRUM lægger vægt på at skabe et præstationsfrit rum for musikere såvel som lyttere, der lægger op til nærvær og autenticitet. Formålet med KLANGRUM er at skabe et format, hvor musikken bidrager til at fremme de unges mentale trivsel og hvor de kan opleve, at musikken aktivt kan bruges til at sænke stressniveauet, skabe hjernepauser og mental samt fysisk ro.

Formatet blev vel modtaget af de unge rytmiske musikere og adskillige af de unge gav udtryk for, at det havde været en god og anderledes oplevelse , der virkelig havde berørt dem. Arrangementet var første skridt i at etablere et samarbejde mellem RIA kollektivet og Schubert Selskabet.

Projektet KLANGRUM er støttet af Roskildes Ungeudvalg samt Spar Nord Fonden. Der vil i løbet af skoleåret 2023-2024 blive arrangeret flere KLANGRUM forløb på et udvalg af Roskilde Kommunes skoler.

Medvirkende musikere fra DUEN:
Morten Ryelund, violin
Stefan Enemærke Becker, violin
Rasmine de Place Rømer, bratsch
Thora Kidon Jæger, kontrabas

Om Ria:
Ria Kollektivet er et musikalsk fællesskab for unge fra 13 år i Roskilde og omegn.

Back To Top