Afsked med Schubert Selskabets præsident Frank Birkebæk
Afsked med Schubert Selskabets præsident Frank Birkebæk
2025 bliver også et år med forandringer i Schubert Selskabets ledelse.
Vibeke Zimling stopper som generalsekretær efter Schubertiaden 2025 efter mange års engageret indsats for selskabet og Schubertiaden. Den 1. september tiltræder Marie Holm Tiemroth som ny generalsekretær. Marie kommer med solid erfaring fra kulturformidling og projektledelse og vil fremover stå i spidsen for det daglige arbejde med at udvikle og formidle Schubert Selskabets aktiviteter.
Vores mangeårige præsident, Frank A. Birkebæk, har ligeledes besluttet at træde tilbage efter Schubertiaden – og vi bringer her en personlig afskedshilsen fra ham. Franks efterfølger er allerede fundet: Henrik Nevers, rektor på Roskilde Gymnasium, overtager pr. 1. september rollen som præsident og bringer stærk lokal forankring og kulturelt engagement med sig.
Kære medlemmer af Schubert Selskabet.
Vi nærmer os Schubertiaden 2025, og som altid er det med glad forventning, at jeg ser frem til Schubertselskabets manifestation af musikkens evne til at møde og imødekomme mennesker.
Det kræver ingen forudsætninger, ingen særlige formaliteter, at finde glæden i den klassiske musik, og ingen skal føle sig hverken for ung, for gammel eller forkert i dens selskab. Det er vores opgave at finde de måder, de formater for mødet, hvor man føler sig tryg og komfortabel.
Det vil også dette års Schubertiade give mange eksempler på, når musikken spiller i gaderummet, i klasseværelset eller i koncertsalen.
Jeg har haft den ære at være præsident for Schubertselskabet siden 2014.
Jeg har haft utrolig mange givende oplevelser med musikken, og jeg har været begavet med en stærk bestyrelse og to fremragende generalsekretærer, Bent Erik Rasmussen og Vibeke Zimling.
Jeg har set det som selskabets opgave gennem forandring at sikre dets fremtid, og jeg har anerkendt Roskilde Kommune som den helt afgørende forudsætning for selskabets eksistens.
I krydspunktet mellem de to faktorer ligger Roskildes politisk valgte profil som Musikkens By. Musikby er man kun, hvis den klassiske musik har sin stærke position i byens kulturliv, og Schubertselskabet har gennem sin eksistens bidraget afgørende til Roskildes position i den klassiske musik. Selskabet har også gennem sine dygtige generalsekretærer skaffet fondsmidler i betragteligt omfang, som har bidraget til at løfte det kulturelle aktivitetsniveau i kommunen.
Som en konsekvens af bestyrelsens arbejde med at udvikle selskabet, ændrede vi sidste år selskabets formålsparagraf, så den i højere grad kom til at spejle den strategi for fornyelse, som har været vores stræben gennem de senere år.
Ønsket har været at øge tilgængeligheden til den klassiske musik gennem nye formater, færre formaliteter, bredere samarbejde og ikke mindst bestræbelser på at gøre klassisk musik relevant for børn og unge og vise, hvor mange facetter, både mentalt og fysisk, der kan findes i musikken.
Udviklingen er sket i fuld respekt for vores ”klassiske” publikum, for udbredelse til nye publikumskategorier betyder ikke, at andre skal stilles ringere. Jeg har været meget glad for at følge denne udvikling og se, at der responderes så godt på vores bestræbelser.
Jeg har besluttet, at min tid som præsident har nået sin afslutning. Det sker efter Schubertiaden, nærmere bestemt den 1. september.
Selskabet er i den lykkelige situation, at rektor for Roskilde Gymnasium, Henrik Nevers har sagt ja til at overtage præsidenthvervet, og en samlet bestyrelse glæder sig til det kommende samarbejde. Henrik er selv musikuddannet og jeg kan ikke forstille mig en bedre og mere kompetent person til posten. Henrik Nevers vil blive præsenteret i næste nyhedsbrev.
Som det blev meddelt på generalforsamlingen, så har selskabet også ansat sin nye generalsekretær, Marie Holm Tiemroth, så Schubertselskabet kan præsentere en ny ledelse.
Må jeg så slutte af med at rette en varm tak til Roskilde Kommune, til alle selskabets samarbejdspartnere, til fonde og andre donatorer. Det har været en udelt fornøjelse at samarbejde med alle.
Og så den allerstørste tak til selskabets medlemmer for trofast støtte og engagement gennem årene. I er Schubertselskabet, og det har været en glæde og en ære, at være en del af jer.
Frank A. Birkebæk
Præsident